Den spanske landsholdsanfører lugtede af lort

Kim Boye er mest kendt som Den Mentale Kriger. Men han er også tidligere professionel fodboldspiller.

Kim havde gjort det så godt i Brøndby, at han var blevet inviteret på prøvetræning i FC Barcelona ⚽

I omklædningsrummet var fyldt verdensstjerner efter. Træneren var Johan Cruyff. Vores danske ven blev nervøs og formiddagstræningen gik elendigt.

Han fik dårlig mave og skulle på toilettet NU! 😀

Men der var optaget. Kim Boye stod med krydsede ben og var ved at gå i panik.

Endelig gik døren op. Ud kom den daværende anfører for både Barcelona og det spanske landshold – José Mari Bakero.

Bakero smilede til Kim Boye og blinkede listigt til ham.

Den Mentale Kriger nåede lige at tænke – “Det var da høfligt af Bakero” – mens han styrtede ud på toilettet….. Og SÅ kom lugten:

“Fy for helvede hvor her stinker!!! Han er jo pilrådden man” 🤢🤢🤮

Aldrig havde han lugtet noget så fælt.

Da Kim Boye var kommet sig, fik han en et af de der skelsættende øjeblikke, hvor et lys gik op for ham:

“Vi går alle sammen på toilettet. Vi lugter alle skidt fra tid til anden. Selv de største verdensstjerner er også bare mennesker”.

Nervøsiteten var pludselig væk. Eftermiddagstræningen gik fremragende, hvor han vandt en skudtræning over de allerstørste stjerner.

Husk at vi ikke skal nedsætte vores egen værdi, bare fordi andre har en høj værdi.

Da Paul O´Neill tiltrådte som direktør for Alcoa i 1987 holdt han tale for presse og investorer. Talen var på 15 ord. Inklusiv: “Hej. Jeg hedder Paul O’Neill”. De sidste 10 ord skulle blive skelsættende for virksomheden.

Men det kunne investeringsfolkene ikke regne ud. De røg ud til telefonerne og ringede deres kunder op med beskeden:

“SÆLG JERES AKTIER I ALCOA. Der er kommet en hippie på broen”.

Senere måtte de indrømme at dette var det dårligste råd, de nogensinde havde givet 😅

Men lad os få afsløret spændingen og løfte sløret for talen i sin helhed:

“Hej. Jeg hedder Paul O´Neill. Jeg har et mål med Alcoa. Det er nul arbejdsulykker”!

Alcoa arbejdede med 800 grader varmt aluminium i kraftfulde maskiner, der kunne rykke en arm af folk 😱

O’Neill kom med et simpelt argument overfor kritiske investorer: “Jeg vil ikke have, at mine medarbejdere kommer hjem i dårligere fysisk stand, end de mødte op på arbejde i”

For at gøre dette konkret indførte O’Neill en kultur, hvor enhver arbejdsulykke skulle rapporteres øjeblikkeligt – helt op til ham personligt inden for 24 timer. Med et forslag til, hvordan ulykken aldrig ville ske igen.
Dette ændrede ledernes fokus. Nu var det ikke produktionstal og effektivitet. Det var sikkerhed frem for alt.

Medarbejderne fik en stærk følelse af værdi og respekt. Ledelsen signalerede tydeligt, at deres liv og helbred var vigtigere end kortsigtet profit.

Antallet af arbejdsulykker faldt dramatisk i årene efter, at O’Neill overtog ledelsen. Anekdoten lyder, at det blev mere sikkert at arbejde med 800 grader varmt aluminium end at være revisor i USA. Samtidig oplevede Alcoa (sjovt nok) en stærk økonomisk udvikling, hvor både produktivitet og indtjening steg.

Den optimistiske humle er: Brug altid kun dit bedste argument og skab et samlet fokus 😀

Den legendariske Sean Connery var en passioneret golfspiller. I sine velmagtsdage som James Bond var han en dag forbi den sagnomspundne Real Club Valderrama. Agent 007 kom dog ikke til at spille runden færdig, for hans overmand ventede ude på hul 7.

Valderrama er en af de mest kendte baner i verden. Men det er også en af de mest strikse baner på højde med Augusta National Golf Club i Georgia. Reglerne skal overholdes – og sådan er det! Det sørgede den daværende direktør, Jaime Ortiz-Patino for med kompromisløs disciplin.

Den pågældende dag var Sean Connery ude og spille med nogle venner. Sean Connery havde en lokal caddie med og efter nogle huller bad han om sit 7-jern. Caddien mente, at det var bedre med et 8-jern, hvilket han høfligt sagde til Connery. (Lokale caddier er selv rigtig gode golfspillere, de kender banen bedre end de fleste og kan hurtigt se på kunderne, hvor langt de slår).

Connery sagde vredt: “Vi spiller om penge her. Det er vigtigt. Stik mig nu bare mit 7-jern, som jeg siger”.

Det var der intet problem i. Connery fik sit jern (og tabte hullet). Men der var en meget større udfordring: Det var (og er) strengt forbudt at spille om penge på Valderrama.

Da de skulle til at slå ud på hul 7, kom Jaime Ortiz-Patino kørende ud til dem i sin golf buggy og følgende dialog fandt sted mellem direktøren og Sean Connery:

– Jeg skal bede jer om at forlade banen.
– Hvorfor skal vi det? Vi er på hul 7!
– I spiller om penge og det er forbudt på Valderrama. Jeg skal bede jer om at forlade banen.
– Sig mig, er du klar over, hvem jeg er?
– Ja, jeg er udmærket klar over, hvem du er. Men du er åbenbart ikke klar over, hvilken bane, du spiller. Tak for i dag!

Året er 1996. Scenen er et TV-studie under en liveoptagelse. Den tidligere standup komiker, legendariske George Burns var netop blevet 100 år. Han var blevet inviteret i studiet for at tale om at runde så flot et antal år.

Med i studiet var en ung hot shot TV-vært. Han ville hellere selv i fokus. Men den unge vært havde, udover sit store ego, et helt andet problem. For det kan godt være, at George Burns var blevet 100 år. Men hans hjerne fejlede bestemt ingenting. Og sådan en skal man ikke undervurdere. Det var studieværtens tredje problem.

På et tidspunkt under interviewet slår den utålmodige vært ud med armene og siger:

“Who wants to be 100 years old anyway”?

George Burns kigger på ham og svarer tørt:

“I quess anyone, who is 99”?

TV-værten kunne have fået en hel uge til at komme retur på det svar. Han kunne have fået en måned. Det ville ikke have lykkes ham. Det var som en boksekamp, hvor den ene bokser går baglæns i kanvassen. Dommeren afbryder straks kampen. Tælling er unødvendig!

Jeg hørte et klip med Morgan Freeman, der talte om at holde alder fra kroppen. Han refererede til Clint Eastwood, som levede efter et simpelt koncept:

“Never let the old man in”

Jeg er 100 % og hele vejen igennem vild med denne udtalelse. Det giver så meget mening i min verden. Både fysisk og mentalt. Aldrig bør vi falde i den fælde, hvor vi taler os selv gamle.

Giver os selv undskyldninger for ikke at kunne det ene og det andet.

Hold dig fysisk aktiv. Alle eksperter i hele verden er enige i, at fysisk aktivitet er godt for os.

Det samme gælder det mentale. Vi skal holde os i gang. Vi skal udfordre os med nye ting. Vi skal være nysgerrige. Vi skal aldrig lukke den gamle mand (eller dame) ind.

Knofedt går aldrig af mode! Du skal øve dig for at få succes. Jeg mødte to musikere, der har øvet sig rigtig meget. Dem gav jeg en udfordring. Som knofedt går musik heller aldrig af mode. Hør hvor hurtigt de kan skifte mellem numre.

Tanker definerer vores følelser, som igen styrer vores adfærd. Det er et vigtigt videnskabeligt faktum. Specielt når man er på vej til Frederikshavn, hjem til konen eller i gang med et nyt projekt.

Hånden på hjertet – jeg er mega stolt og synes, det er uvirkeligt. Men jeg har blot fulgt min egen opskrift på succes. Den virker. Brug den, hvis du har lyst!

Læs artikel på LinkedIn

Det hele handler først og fremmest om MOTIVATION!

Dette er i sig selv et kæmpe emne, som der er skrevet mange og lange bøger om. Problemet er bare, at talrige mennesker ikke har tid til at læse lange bøger. De vil gerne have nogle simple værktøjer, der virker – NU! Jeg har gennem årene fundet en simpel model, der virker. Kort og godt skal man sikre sig 3 ting, før man påbegynder en opgave:

Det skal være vigtigt.
Det skal haste.
Det skal give mening.

Hvis man ikke kan sætte flueben ud for ovenstående 3 punkter, så siger al min erfaring mig, at en opgave aldrig bliver optimalt udført. Selvfølgelig laver vi en hel masse ting, der ikke kræver ovenstående fokus, og som vi uden problemer kan fuldføre til topkarakterer. Vi kan nemt tømme opvaskemaskinen, besvare en mail med en prisforespørgsel eller køre bilen hjem fra arbejde uden at fare vild. Det er ikke de opgaver, som jeg taler om. Nej, det er de opgaver, som gør en forskel. De opgaver, der er med til at definere os som mennesker eller kollegaer. Hvis du tænker tilbage på en opgave, hvor du ikke har været helt tilfreds med din egen indsats, så vil du med garanti kunne finde fejlen i et af ovenstående 3 punkter. Det kunne være, at du gerne ville tabe dig, fik trænet et par enkelte gange for så at give op igen. Måske du gerne ville dygtiggøre dig og fandt frem til flere spændende kurser, men aldrig meldt dig til. Eller du længe har tænkt på at genoptage en fritidsinteresse, som du har været god til – og du stadig tænker.

1) DET SKAL VÆRE VIGTIGT

Hvis du ikke føler en opgave som vigtig, så vil du ikke bare udføre et middelmådigt arbejde, du vil også have en tendens til at udskyde opgaven i flere omgange. Dette tilfælde har adskillige rygere været udsat for. De har måske et lille ønske om at stoppe med at ryge. De ved godt, at det ikke er videre sundt, og deres lunger tager mere og mere skade. De fortæller endda tit omverdenen, at de snart vil stoppe med at ryge. Men det er først, når de får en direkte advarsel fra lægen om, at hvis de ikke kvitter smøgerne, så vil de ikke se deres børnebørn vokse op, at de rent faktisk stopper med at ryge. Lige pludselig er det ikke bare vigtigt. Det både haster og giver mening.

2) DET SKAL HASTE

Selvom vi er helt overbeviste om, at et givent emne er vigtigt, så har vi stadig problemer med at komme i gang, hvis vi ikke føler, opgaven haster. Personligt har jeg i skolen påbegyndt alt for mange stile og blækregninger i sidste øjeblik. Jeg vidste jo godt, at de var vigtige, og de blev da også afleveret til tiden – men da de ikke hastede, så begyndte jeg arbejdet for sent, og resultatet blev aldrig det optimale. Jeg ved, der er flere af jer, der kan nikke genkendende til denne problemstilling.

Man kan også tage et andet eksempel med os forældre. Jeg har talt med flere forældre, der bruger alt for lidt tid på at snakke med deres børn. De ved godt, at det er vigtigt. Der er slet ingen tvivl i deres sind om, at det er vigtigt. Men det haster jo ikke. Der er også en dag i morgen, og der kommer sikkert også en ny af slagsen i overmorgen. Derfor bliver de grebet af den travle hverdag, og pludselig er der gået en årrække, og børnene er blevet teenagere. Nu gider teenagerne ikke længere snakke med forældrene om deres problemer, da mor og far ikke var til stede tidligere og ville hjælpe med de for børnene ”store” problemer, som sidekammeratens tilbøjeligheder som viskelædertyv eller lignende. Dette var store problemer for børnene dengang, hvorfor man som forældre bør møde dem der, hvor de er. Uanset om det i vores verden er et ubetydeligt problem. Men nu har børnene vænnet sig til, at forældrene ikke er der ved problemstillinger. De går nu til andre for råd og vejledning om deres teenageproblemer. Her taler vi om problemer, som forældre rigtig gerne vil rådgive om. For nu er det pludselig vigtigt i vores verden også. Den vigtige opgave, der ikke hastede, har slået fejl.

3) DET SKAL GIVE MENING

Det tredje vigtige punkt i opskriften er, at det skal give mening. Vi kan sagtens have en opgave, der både haster og er vigtig – flere af os har sikkert haft en chef, der var fremragende til i utvetydige vendinger at fortælle os, hvor meget en opgave hastede, og hvor vigtig den var, hvis vi fortsat ønskede at modtage almisser til den første i måneden og forblive i rollen som ansat i virksomheden – men giver det ikke mening for os, så kommer vi aldrig helt i mål.

Vi skal brænde for en opgave eller et mål, hvis vi ønsker en succes! Og vi brænder ikke for noget, hvis det ikke giver mening.

Hvis noget skal give mening for os, så bliver vi nødt til at vide en smule om, hvordan vores hjerne er bygget op. Kort fortalt, så består vores hjerne af 2 hjernehalvdele. En venstre hjernehalvdel og en højre hjernehalvdel. Jeg har læst mange bøger om hjernen, og der er lidt forskellige fortolkninger om, hvordan de 2 hjernehalvdele arbejder. Den mest populære er, at den venstre hjernehalvdel er den logisk tænkende, mens den højre hjernehalvdel står for den kreative tankegang.

Faktum er i hvert fald, at praktisk taget alle mennesker benytter sig af begge hjernehalvdele. Det interessante i forhold til motivation er her, at hver hjernehalvdel stiller hver sit spørgsmål før en given opgave:

– Venstre hjernehalvdel spørger: Hvordan løser jeg den opgave?

– Højre hjernehalvdel spørger: Hvorfor skal jeg løse denne opgave?

Alle mennesker har præference for en af de 2 hjernehalvdele. Det betyder, at nogle mennesker stiller spørgsmålet ”hvordan” først, mens andre starter med at spørge ”hvorfor”. Men da vi som bekendt benytter begge hjernehalvdele, så vil vi have svar på begge spørgsmål, hvis en opgave skal give mening for os. Vil vi gøre en forskel i en given situation, skal vi altså sørge for, at begge spørgsmål er besvarede. Her bør man altid tænke på ordene fra en kendt filosof, der proklamerede:

”Den, der har et stærkt nok ”hvorfor”, kan klare næsten ethvert ”hvordan”.

– Nietzche

Præcis sådan havde jeg det, da jeg skulle skrive min første bog. Det var vigtigt, da det ville understøtte min nye forretning med at sælge foredrag og kurser. Det hastede også, da jeg gerne ville kunne betale mine regninger. Og så gav det 100 % mening, da jeg kunne besvare både hvordan (via netværket) og hvorfor (da det ville flytte mig op i en anden liga som ekspert).

Spørgsmålet om pris er en klassiker, når jeg kommer rundt og taler om mental indstilling. Mange anskuer prisen forkert, hvorfor den billigste kommer til at virke som den dyreste. Her er en klassisk fortælling om to bøffer.

Drop dem, der spille spå dit B-hold! Alle mennesker har et A-hold og et B-hold. A-holdet giver dig god energi, de bakker dig op og du glæder dig til at være sammen med dig. B-Holdet er det stik modsatte. Drop dem.

Her er historien om en para-atlet, der er blevet en af mine personlige helte. Navnet er Daniel Wagner, og hans ord har brændt sig ind i min bevidsthed!

14 år gammel deltog Daniel ved en gymnastikopvisning. Under et trampolinspring landede han forkert, og den ene knæskal satte sig op midt på låret. På hospitalet gjorde flere komplikationer under en 13 timer lang operation, at valget stod mellem at miste livet eller benet. De valgte benet.

Da Daniel vågnede op efter operationen, var benet blevet amputeret over knæet.

Et urimeligt nyt vilkår for en teenager. Daniel så det dog netop som et vilkår, og han har aldrig grædt over situationen. Men ifølge hans egne ord så fandt han lynhurtigt ud af, hvad der var vigtigt for ham her i livet.

Daniel ville tilbage til sporten og kastede sin kærlighed på længdespring og løb. Han har gjort det fantastisk og har opnået langt mere end de fleste. Hvilket flere OL-medaljer og verdensrekorder i længdespring vidner om. På et tidspunkt traf han en enorm beslutning. Han ville også med til De Paralympiske Vinterlege. Det krævede et skifte til en helt ny sportsgren. Men det lykkedes, og som den eneste dansker kvalificerede han sig til vinter-OL i 2018 – i hele to sportsgrene – og bliver Årets Para-atlet samme år.

Hæderen fortsatte, da Daniel Wagner ligeledes vandt Sport-kategorien ved Optimisternes Award Show, hvor han fik enorme klapsalver, da han indtog scenen. Under sin rørende takketale blev der helt stille blandt publikum. Det var i dette øjeblik, hvor han udtalte følgende ord, der har brændt sig ind i bevidstheden hos mig:

”Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg vil have mit ben igen, hvis det var muligt. Det vil jeg selvfølgelig gerne. Man er nu engang meget mere funktionel med to ben. Tro mig. Men hvis det skulle være på bekostning af den person, som jeg er blevet i dag – så er jeg ikke helt sikker”.

Sådan. En ung mand på 25 år har talt. Og en ung mand, som vi er mange, der kan lære en hel del af! Modgang gør os ganske enkelt stærkere.