Den ultimative tennis playboy

Mens verden gør klar til Wimbledon, kan vi andre hygge med en legendarisk anekdote fra tennisverdenen 😅

Tilbage i 1970’erne udviklede den folkekære levemand Vitas Gerulaitis og den mere arrogante Jimmy Connors en unik rivalisering på banen.

Jimmy Connors havde meget få venner i tennisverdenen. Bare spørg Andre Agassi.

Det var næsten naturstridigt, at den rockstjerneagtige, guitarspillende og hashrygende Gerulaitis skulle blive en ven.

Deres rivalisering på banen, hvor Connors i en periode havde en næsten umenneskelig overhånd, skulle til gengæld give os det nok mest berømte citat i tennishistorien 🙏

I starten af deres rivalisering skiftedes de til at vinde. Men som Connors blev bedre, begyndte resultaterne at gå hans vej.

Han vandt og vandt og vandt. Gennem flere år, var det mest sikre i tennisverdenen, at Connors ville slå Gerulaitis.

Som nummer 3 i verden, var Vitas jo ikke en dårlig spiller. Men det var blevet mentalt.

Da de skulle mødes i semifinalen til US Masters i 1980, havde Connors vundet hele 16 gange i træk!! 😱

Alle forventede, selvfølgelig, at Connors ville komme i endnu en Grand Slam finale.

Men sådan skulle det ikke gå. Med cifrene 7-5 og 6-2 vandt Gerulaitis endelig.

Da Gerulaitis efterfølgende mødte pressen, var han glad. Men han havde masser af selvironi og var enormt populær.

Netop i dette øjeblik, i sejrens stund, kom han med de udødelige ord:

“Lad dette blive en lektie til hele verden. Ingen, og jeg mener INGEN, slår Vitas Gerulaitis 17 gange i træk”

Vi bør aldrig tage os selv for seriøst 😀

Jimmy Connors endte med at udvikle et godt venskab med sin sjældne banemand.

Da Gerulaitis døde alt for tidligt 40 år gammel, var Connors med til at bære hans kiste.

Døden var en ulykke og havde intet at gøre med hans vilde livsstil, hvor han indrømmede et stort kokainindtag under sin karriere.

Han datede skuespillerinder og førte sig frem som en rockstjerne.

Det var et defekt varmeanlæg i hans gæstehus, der fik ham til at sove ind.

“Vi kan ikke lide jeres musik, og guitar grupper er på vej ud” sagde Decca Records, da de for ANDEN gang afviste The Beatles 😅

“En dag vil mennesker kunne bære en lille enhed i lommen, som gør det muligt at kommunikere med hvem som helst i verden.”

• forbinde sig med hinanden
• dele information hurtigere
• gøre verden mindre

Da Paul O´Neill tiltrådte som direktør for Alcoa i 1987 holdt han tale for presse og investorer. Talen var på 15 ord. Inklusiv: “Hej. Jeg hedder Paul O’Neill”. De sidste 10 ord skulle blive skelsættende for virksomheden.

Men det kunne investeringsfolkene ikke regne ud. De røg ud til telefonerne og ringede deres kunder op med beskeden:

“SÆLG JERES AKTIER I ALCOA. Der er kommet en hippie på broen”.

Senere måtte de indrømme at dette var det dårligste råd, de nogensinde havde givet 😅

Men lad os få afsløret spændingen og løfte sløret for talen i sin helhed:

“Hej. Jeg hedder Paul O´Neill. Jeg har et mål med Alcoa. Det er nul arbejdsulykker”!

Alcoa arbejdede med 800 grader varmt aluminium i kraftfulde maskiner, der kunne rykke en arm af folk 😱

O’Neill kom med et simpelt argument overfor kritiske investorer: “Jeg vil ikke have, at mine medarbejdere kommer hjem i dårligere fysisk stand, end de mødte op på arbejde i”

For at gøre dette konkret indførte O’Neill en kultur, hvor enhver arbejdsulykke skulle rapporteres øjeblikkeligt – helt op til ham personligt inden for 24 timer. Med et forslag til, hvordan ulykken aldrig ville ske igen.
Dette ændrede ledernes fokus. Nu var det ikke produktionstal og effektivitet. Det var sikkerhed frem for alt.

Medarbejderne fik en stærk følelse af værdi og respekt. Ledelsen signalerede tydeligt, at deres liv og helbred var vigtigere end kortsigtet profit.

Antallet af arbejdsulykker faldt dramatisk i årene efter, at O’Neill overtog ledelsen. Anekdoten lyder, at det blev mere sikkert at arbejde med 800 grader varmt aluminium end at være revisor i USA. Samtidig oplevede Alcoa (sjovt nok) en stærk økonomisk udvikling, hvor både produktivitet og indtjening steg.

Den optimistiske humle er: Brug altid kun dit bedste argument og skab et samlet fokus 😀

Året er 1996. Scenen er et TV-studie under en liveoptagelse. Den tidligere standup komiker, legendariske George Burns var netop blevet 100 år. Han var blevet inviteret i studiet for at tale om at runde så flot et antal år.

Med i studiet var en ung hot shot TV-vært. Han ville hellere selv i fokus. Men den unge vært havde, udover sit store ego, et helt andet problem. For det kan godt være, at George Burns var blevet 100 år. Men hans hjerne fejlede bestemt ingenting. Og sådan en skal man ikke undervurdere. Det var studieværtens tredje problem.

På et tidspunkt under interviewet slår den utålmodige vært ud med armene og siger:

“Who wants to be 100 years old anyway”?

George Burns kigger på ham og svarer tørt:

“I quess anyone, who is 99”?

TV-værten kunne have fået en hel uge til at komme retur på det svar. Han kunne have fået en måned. Det ville ikke have lykkes ham. Det var som en boksekamp, hvor den ene bokser går baglæns i kanvassen. Dommeren afbryder straks kampen. Tælling er unødvendig!

Jeg hørte et klip med Morgan Freeman, der talte om at holde alder fra kroppen. Han refererede til Clint Eastwood, som levede efter et simpelt koncept:

“Never let the old man in”

Jeg er 100 % og hele vejen igennem vild med denne udtalelse. Det giver så meget mening i min verden. Både fysisk og mentalt. Aldrig bør vi falde i den fælde, hvor vi taler os selv gamle.

Giver os selv undskyldninger for ikke at kunne det ene og det andet.

Hold dig fysisk aktiv. Alle eksperter i hele verden er enige i, at fysisk aktivitet er godt for os.

Det samme gælder det mentale. Vi skal holde os i gang. Vi skal udfordre os med nye ting. Vi skal være nysgerrige. Vi skal aldrig lukke den gamle mand (eller dame) ind.