Her er historien om en para-atlet, der er blevet en af mine personlige helte. Navnet er Daniel Wagner og hans ord har brændt sig ind i min bevidsthed!

14 år gammel deltog Daniel ved en gymnastikopvisning. Under et trampolinspring landede han forkert og den ene knæskal satte sig op midt på låret. På hospitalet gjorde flere komplikationer under en 13 timer lang operation, at valget stod mellem at miste livet eller benet. De valgte benet.

Da Daniel vågnede op efter operationen var benet blevet amputeret over knæet.

Et urimeligt nyt vilkår for en teenager. Daniel så det dog netop som et vilkår og han har aldrig grædt over situationen. Men ifølge hans egne ord, så fandt han lynhurtigt ud af, hvad der var vigtigt for ham her i livet.

Daniel ville tilbage til sporten og kastede sin kærlighed på længdespring og løb. Han har gjort det fantastisk og har opnået langt mere end de fleste. Hvilket flere OL-medaljer og verdensrekorder i længdespring vidner om. På et tidspunkt traf han en enorm beslutning. Han ville også med til de para-olympiske vinter lege. Det krævede et skifte til en helt ny sportsgren. Men det lykkedes og som den eneste dansker kvalificerede han sig til vinter-OL i 2018 – i hele to sportsgrene – og bliver Årets para-atlet samme år.

Hæderen fortsatte, da Daniel Wagner ligeledes vandt Sport-kategorien ved Optimisternes Award Show, hvor han fik enorme klapsalver, da han indtog scenen. Under sin rørende takketale blev der helt stille blandt publikum. Det var i dette øjeblik, hvor han udtalte følgende ord, der har brændt sig ind i bevidstheden hos mig:

”Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg vil have mit ben igen, hvis det var muligt. Det vil jeg selvfølgelig gerne. Man er nu engang meget mere funktionel med to ben. Tro mig. Men hvis det skulle være på bekostning af den person, som jeg er blevet i dag – så er jeg ikke helt sikker”.

Sådan. En ung mand på 25 år har talt. Og en ung mand, som vi er mange, der kan lære en hel del af! Modgang gør os ganske enkelt stærkere.