Side 17 i din bog er helt fantastisk!

En herlig besked at få fra en læser. Jeg ved selvfølgelig ikke, om de andre 99 sider er noget hø – men som erklæret Optimist antager jeg, at netop denne side 17 var den tand bedre. Her er side 17 fra min første bog “Det Handler om dig selv” – et indspark om, hvordan hjernen virker:

SIDE 17

Hvis noget skal give mening for os, så bliver man nødt til at vide en smule om, hvordan vores hjerne er bygget op. Kort fortalt, så består vores hjerne af 2 hjernehalvdele. En venstre hjernehalvdel og en højre hjernehalvdel. Jeg har læst mange bøger om hjernen, og der er lidt forskellige fortolkninger om, hvordan de 2 hjernehalvdele arbejder. Den mest populære er, at den venstre hjernehalvdel er den logisk tænkende, mens den højre hjernehalvdel står for den kreative tankegang.

Faktum er i hvert fald, at praktisk taget alle mennesker benytter sig af begge hjernehalvdele. Det interessante i forhold til motivation er her, at hver hjernehalvdel stiller hver sit spørgsmål før en given opgave:

– Venstre hjernehalvdel spørger: Hvordan løser jeg den opgave?

– Højre hjernehalvdel spørger: Hvorfor skal jeg løse denne opgave?

Alle mennesker har præference for en af de 2 hjernehalvdele. Det betyder, at nogle mennesker stiller spørgsmålet ”hvordan” først, mens andre starter med at spørge ”hvorfor”. Men da vi som bekendt benytter begge hjernehalvdele, så vil vi have svar på begge spørgsmål, hvis en opgave skal give mening for os. Vil vi gøre en forskel i en given situation, skal vi altså sørge for, at begge spørgsmål er besvarede. Her bør man altid tænke på ordene fra en kendt filosof, der proklamerede:

Den der har et stærkt nok ”hvorfor” kan klare næsten ethvert ”hvordan” – 
Nietzche

Jeg kender til alt for mange ledere, der kun formår at besvare det første spørgsmål, nemlig hvordan deres medarbejdere skal løse en opgave. Dette er en kæmpe fejl og følgevirkningerne er enorme. Der er selvfølgelig intet galt i at fortælle eller endog vise, hvordan man gør en given ting. Amerikanerne hylder ligefrem de ledere, der kan ”walk the talk”.

Spørgsmålet om hvordan, skal selvfølgelig besvares. Men vil man som leder sikre sig, at ens medarbejdere er motiverede og dermed udfører det bedst mulige stykke arbejde, så sætter man tid af til at forklare spørgsmålet om hvorfor. Det er både vigtigt, det haster og det giver mening. Uanset hvor travlt man måtte have som leder. ROI’en (Return On Investment) på tidsforbruget ved at besvare dette spørgsmål vil få enhver økonom til at slikke sig om munden.