Et af de helt store plusser ved at afholde Award Showet for Årets Optimister – er alle de fantastiske mennesker, som jeg møder på rejsen.
Sidste uge var ingen undtagelse, da min kone og jeg skulle mødes med Ole Henriksen, der er nomineret til Årets Optimist 2018. Vi glædede os. Havde altid været fan af det evigt positive og glade menneske. Vi var sikre på, at timerne i cremekongens selskab ville blive en stor oplevelse. Og vi skulle ikke blive skuffede. Langt fra!
På vej til mødet kom jeg til at tænke på det gamle mundheld: ”Vores omdømme er vores vigtigste CV”. I den terminologi har jeg sjældent set et bedre CV end Ole Henriksens. Hvis vi dykker bare en lille smule ned i dette, så er der faktisk nogle rigtig gode råd til alle os andre. For vores omdømme kaster nogle sidegevinster af sig, som vi måske ikke lige går og tænker på i dagligdagen:
Psykologen Edward Thorndike står bag et fremragende videnskabeligt studie om den menneskelige opfattelse af andre mennesker, produkter og firmaer. Han kaldte det ”The Halo Effect”. Thorndike fandt frem til, at vi mennesker kan skabe en såkaldt halo-effekt om et menneske eller et produkt ud fra en yderst begrænset viden. Thorndike undersøgte dette via grundige studier og fandt bl.a. frem til:
- At vi vurderer smukke mennesker til at have en bedre uddannelse og højere indkomst end dem, vi finder knap så smukke
- At vi vurderer hele en virksomhed positivt, hvis vi har haft en god oplevelse med et enkelt produkt (Apples salg af computere steg eksempelvis markant, da Ipod’en blev en succes)
Tilbage til mødet med Ole Henriksen. Uden jeg nogensinde havde mødt ham, så vurderede jeg ham til at være et positivt og optimistisk menneske. Sådan fremstod han i de interviews, jeg havde set med ham på TV. Men jeg opfattede ham også som ærlig, principfast, et værdimenneske, intelligent, en god kammerat og en god ægtemand. Det var hans omdømme i min verden. Det var halo-effekten.
Det er vigtigt at tænke på, at vores omdømme, skabes af alle vores handlinger. Og dine handlinger bestemmer du selv. Eksempelvis:
- Overholder du altid dine aftaler, bliver du opfattet som pligtopfyldende – eller omvendt
- Smiler du altid til andre mennesker, bliver du opfattet som glad – eller omvendt
- Uddeler du altid komplimenter, bliver du opfattet som positiv og rosende – eller omvendt
- Udstråler du altid engagement, bliver du opfattet som energisk – eller omvendt
Alle dine handlinger skaber dit omdømme – så beslut dig i dag for, hvad du vil være kendt for – og opfør dig sådan. Det vil sprede sig som ringe i vandet, folk vil helt automatisk tillægge dig andre positive værdier – det kaldes ”halo-effekten”.
Og hvordan gik mødet så? Ja, Ole Henriksen er om muligt endnu mere glad, positiv , rosende, energisk og livsbekræftende, end vi havde forestillet os. Et fuldstændig fantastisk menneske. Vi var helt betagede. Vi havde det storslået i hans selskab.