”Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt”, lød opfordringen fra Hendes Majestæt under nytårstalen.
Jeg var ikke videre begejstret, da jeg hørte ordene, men igen, jeg var heller ikke afvisende. For der kom vel noget mere? Det gjorde der, og nu blev det pludselig genialt. H.M. Dronningen fortsatte:
”Nogen vil helst gå en tur i skoven, andre foretrækker at lytte til musik eller se en tv-serie. Peronligt vil jeg helst sidde med et sytøj eller en skitseblok”.
NU snakker vi – og jeg forstod præcis, hvad hun mente. Sådan Hendes Majestæt Dronningen. Hun ramte bullseye med sin pointe. En pointe, som jeg har adresseret talrige gange under mine foredrag rundt omkring i landet. Budskabet er simpelt:
GØR NOGET MERE AF DET, DER GØR DIG GLAD!
Vi har en tendens til at fare rundt og gøre en masse ting af pligt. Noget der forventes af os.
Eksempelvis er mange mennesker sammen med andre mennesker af pligt. For sådan plejer det jo at være. Her har jeg en klar opfordring: Brug mere tid på dit A-hold og mindre tid på dit B-hold. Vær sammen med dem, der gør dig glad, bakker dig op og inspirerer dig. Dem der altid vil stå op for dig, fortjener din fulde opmærksomhed. Og glem alle dem, der ikke vil dig det bedste.
Livet er for kort til, at vi skal ærgre os unødigt. Så skru op for de ting, der glæder dig. Eksempelvis:
- Bliver du glad af at gå en tur? Så bind snørebåndene noget oftere.
- Får du det godt af at købe blomster til konen? Så køb nogle flere.
- Kan du lide dit selvbillede, når du giver andre komplimenter? Så ros alle dem, du kan.
- Elsker du kulturelle oplevelser? Så få bestilt nogle billetter.
Pointen er simpel: Gør noget mere af det, som gør dig glad.
”Det er slet ikke så unyttigt endda”, sluttede H.M. Dronningen. Og hvor har hun dog ret!