Da Paul O´Neill tiltrådte som direktør for Alcoa i 1987 holdt han tale for presse og investorer. Talen var på 15 ord. Inklusiv: “Hej. Jeg hedder Paul O’Neill”. De sidste 10 ord skulle blive skelsættende for virksomheden.
Men det kunne investeringsfolkene ikke regne ud. De røg ud til telefonerne og ringede deres kunder op med beskeden:
“SÆLG JERES AKTIER I ALCOA. Der er kommet en hippie på broen”.
Senere måtte de indrømme at dette var det dårligste råd, de nogensinde havde givet 😅
Men lad os få afsløret spændingen og løfte sløret for talen i sin helhed:
“Hej. Jeg hedder Paul O´Neill. Jeg har et mål med Alcoa. Det er nul arbejdsulykker”!
Alcoa arbejdede med 800 grader varmt aluminium i kraftfulde maskiner, der kunne rykke en arm af folk 😱
O’Neill kom med et simpelt argument overfor kritiske investorer: “Jeg vil ikke have, at mine medarbejdere kommer hjem i dårligere fysisk stand, end de mødte op på arbejde i”
For at gøre dette konkret indførte O’Neill en kultur, hvor enhver arbejdsulykke skulle rapporteres øjeblikkeligt – helt op til ham personligt inden for 24 timer. Med et forslag til, hvordan ulykken aldrig ville ske igen.
Dette ændrede ledernes fokus. Nu var det ikke produktionstal og effektivitet. Det var sikkerhed frem for alt.
Medarbejderne fik en stærk følelse af værdi og respekt. Ledelsen signalerede tydeligt, at deres liv og helbred var vigtigere end kortsigtet profit.
Antallet af arbejdsulykker faldt dramatisk i årene efter, at O’Neill overtog ledelsen. Anekdoten lyder, at det blev mere sikkert at arbejde med 800 grader varmt aluminium end at være revisor i USA. Samtidig oplevede Alcoa (sjovt nok) en stærk økonomisk udvikling, hvor både produktivitet og indtjening steg.
Den optimistiske humle er: Brug altid kun dit bedste argument og skab et samlet fokus 😀
